Jeg er 42 år og bor i Hvidovre sammen med min kæreste og datter.
Jeg har været lærer i 19 og arbejder som udskolingslærer på en folkeskole i Roskilde, hvor jeg har været i 11 år.
Både som mor og som lærer oplever jeg presset på velfærdssamfundet. Alle skal løbe stærkere og det går ud over vores børn – både hjemme, i institutionerne, på skoler og i klubber. Vi skal have sat farten ned – der skal ro på omkring vores børn. Alle børn skal opleve voksne, der har tid til dem.
De seneste år har jeg haft tre bedsteforældre, der har været i ældreplejen i Hvidovre. Det har åbnet mine øjne for, at der er en kæmpe opgave her. Den ældre skal kende sine plejere, der skal skabes bedre overblik over den enkelte ældres behov. Jeg drømmer om en hjemmepleje, hvor der er overskud til også at drikke en kop kaffe med den ældre.
Vi skal være ambitiøse på både natur og klima i Hvidovre. Vi skal værne om vores grønne områder, der skal skabes større biodiversitet og vi skal lave nogle ambitiøse klimareduktioner.
Jeg har de sidste snart fire år, haft det privilegium at sidde i Kommunalbestyrelsen og være med til at arbejde for at få så meget SF-politik igennem som muligt. I forhold til, at vi kun har tre ud af 21 pladser, har vi fået meget indflydelse. Desværre er det ikke lykkes at finde flertal for reelle minimumsnormeringer, et klasseloft på 24 elever, og meget mere af det jeg og SF gerne ville give borgerne i Hvidovre.
Jeg håber derfor at blive genvalgt, og at SF bliver stærkere, så vi kan fortsætte kampen de næste fire år.